lørdag den 30. april 2011

Lidt



Uh, det bliver ikke til mange indlæg her fra for tiden. Men Jeg kan da vise et par grydelapper, som jeg lige fik lavet til en veninde, som er flyttet. Hun elsker lilla, så det skulle de selvfølgelig være.

Lørdagen skal bruges på at flytte for ældstedatteren, som har fået en lækker lejlighed på 4. sal (!), og i eftermiddag er der jo så Iform Kvindeløb. Hvis der er noget, jeg ikke er, så er det i form. Men jeg skal nok komme over målstregen. Jeg følges med veninden (hende med grydelapperne), så måske kan vi røre snakkemusklerne lidt også.

En lørdag i bevægelse.

fredag den 22. april 2011

Genesis



Jeg er blevet færdig med at lytte til Genesis af Karin Slaughter (podcast fra DR), og lad mig sige med det samme, at herfra skal lyde en stor anbefaling. En rigtig god krimi var det. Og hvorfor nu det?

Jo, plottet var spændende fra første sekund og blev udbygget gennem hele bogen, og personerne var godt tegnet. Ofte i krimier er der et godt plot, men personerne er flade og eksisterer kun for at bringe krimigåden til opklaring. Eller det omvendte er tilfældet, - krimigåden er usandsynlig eller uden spænding, men personerne er ”overtegnet” og har ligesom overtaget scenen. I Genesis spiller begge dele sammen på allerbedste vis.

Karin Slaughter har skrevet tre ”serier”, de to første med udgangspunkt i dels en kriminalbetjent og dels en læge. I Genesis (som er første del af hendes 3. serie) mødes hovedpersonerne fra de to første serier. Jeg har opdaget, at hendes to bøger om kriminalbetjenten Will Trent ligger på netlydbog. Det kan kun gå for langsomt med at få dem downloadet.

mandag den 18. april 2011

Spisebordet

På mit spisebord ligger der i øjeblikket bomuldsrester (det er utroligt, at der stadig er nogen tilbage...), og de bliver efterhånden til karklude:



Og der er også lidt perlehyacinter til pynt:



Og et køkkenhåndklæde:



Og så lige en karklud mere:



Små projekter, der passer til mit hoved lige nu.
Hvad ligger der på dit spisebord?

søndag den 10. april 2011

Bag tremmer

Dagens indslag handler om krimimessen, og illustreres af billeder inde fra fængslet. Det var en rigtig sjov, men også gyselig oplevelse at komme indenfor murene. Hvem kan dog tro, at man kan blive et bedre menneske af at sidde i så grimme omgivelser?



Messen blev åbnet af Bo Tao Michaelis, som bød velkommen til alle os fra RAVKÆDE-MILITSEN. Alle vi vel modne damer, som holder gang i bogsalget:) Når man kiggede sig rundt, - ja så havde han jo ret. Og sikke et herligt udtryk!



Jeg købte nu ingen bøger. Selvom der var messetilbud, kostede f.eks. Camilla Läckbergs nyeste bog 20 kr mere, end den kan fås for i nogen butikker. Det kan da godt undre. Men der lugtede så dejligt af nye bøger, og sikke et udvalg. Det undrede mig, at der ikke var flere lydbøger udstillet, - men det er jo også bare fordi jeg selv er så vild med dem....



Vi hørte tre forskellige forfattere fortælle: Gretelise Holm, der fortalte om Møgkællinger, Karin Slaughter, der fortalte om Brud, og Kristian Ditlev Jensen, der fortalte om Opstigende skorpion. Alle tre var spændende at høre på, og der var et utal af andre, vi kunne have hørt. Et meget flot arrangement i Horsens.

Og nu skal jeg i gang med min nye lydbog: Genesis af Karin Slaughter. Den har jeg downloaded fra DR. Og jeg håber, den går godt til rengøring, tøjvask, og havearbejde (jeg er ikke rigtig kommet i gang i haven, - suk).

lørdag den 9. april 2011

Et bjerg



Jeg skulle have lidt klistermærker....., men kom hjem med garn. Søstrene Grene havde lige lidt på hylderne, og mine rester var jo svundet lidt, da jeg strikkede cuba-huer, så det var tæt på nødvendigt med et nøgle af hver farve.

I dag står den på Krimimesse i Horsens. Det har jeg ikke prøvet før, men mon ikke det er spændende? Der kommer mange krimiforfattere og fortæller om deres bøger, og sjovt bliver det da også at se det nedlagte fængsel indefra. Det ser ud til, at solen vil skinne på os i dag og vinden har lagt sig, så måske bliver det en helt ok lørdag!

mandag den 4. april 2011

Første bølge



Et køkkenhåndklæde er færdigt. Og jeg er allerede i fuld gang med karklude i bølger. Det skal udnyttes, når jeg nu har knækket koden. Jeg forstår ikke helt, hvorfor det var så svært, - nu kører det derudaf.
Mon ikke jeg kan nå et par bølger i aften?

søndag den 3. april 2011

Lidt til hovedet



Min ipod bliver flittigt brugt i øjeblikket. Lydbøger fylder hovedet.
Den sidste, jeg har afsluttet er Liza Marklunds Livstid. Marklund skriver gode bøger, synes jeg. Spændende plots og vedkommende personer med masser af ”kanter”. Jeg kan nemt blive træt af hendes hovedperson, Annika Bengtsson. Hun kan virke irriterende og usympatisk. I andre perioder er jeg vild med hende, og sluger bøgerne. Sådan er det lige nu. Og jeg er allerede i gang med den næste.
Det er dejligt med bøger, der kradser lidt.

Og så en lille anbefaling fra radioens P1. I går morges hørte jeg genudsendelse af programmet Eksistens. Det handlede om sprog og filosofi i bl.a. Alice i Eventyrland. En halv time, som gjorde mig klogere og meget mere nysgerrig.

Jeg håber på tørvejr i dag. Så skal der krattes i jorden og skæres ned, - hvis kræfterne rækker, - med ipod i ørerne.
God søndag.

fredag den 1. april 2011

Op og ned



Op og ned, op og ned..... Sådan går det i mit hækletøj. Endelig har jeg knækket zig-zag-koden. Gad vide, hvorfor det var så svært?
Opskriften er fundet lige her efter tip fra Karen.

Det er weekend. Tiltrængt weekend med fred og hvile, som jeg trænger til.