torsdag den 24. marts 2011

I biografen

Det var med ganske små forventninger, jeg gik i biografen med kolleger. Vi skulle se Superclásico, den nye danske komedie. Jeg bryder mig faktisk slet ikke om de der danske komedier, hvor voksne mennesker opfører sig tåbeligt, hvor skuespillerne overdriver, og minsandten om ikke Mikael Berthelsen også skulle lave speak-over. Eneste formildende var, at filmen foregår i Buenos Aires, som jeg har besøgt for 3 år siden.



Men, men, men….alle mine betænkeligheder blev gjort til skamme. Sikke da en dejlig film. Sjov var den. Og tænksom var den. Og de spillede r… ud af bukserne (en enkelt i bogstavelig forstand, faktisk ☺ ). Mon jeg så har lært ikke at være så betænkelig en anden gang? Tja, - det har jeg nu nok ikke, men det var godt at blive glædelig overrasket.

Filmen får min bedste anbefaling. Gå du bare i biffen og få et langt, varmt grin!

onsdag den 23. marts 2011

Jeg titter lige frem



Tusind, tusind tak for jeres søde hilsner.
Mit liv har taget en drejning. Det involverer flere mennesker end mig selv, og skal derfor ikke berøres yderligere her. Lysten til bloggeri er påvirket, og jeg kommer heller ikke så tit på besøg hos jer for tiden. Men jeg er her endnu.
Og i dag har jeg fotograferet lidt forår.



Nu må vi se, hvor tit jeg kommer til at lave indlæg. Det er i hvert fald godt at se, at der er gang i blogland.
Hej, allesammen!